Beslutningens kraft

bald-eagle-521492_1920.jpg

Når vi har et ønske om at ændre os, må vi tage en beslutning om at ændre os – og handle herfra. Beslutningen slår bro mellem ønske og handling. Handler vi ikke på vores beslutning, har vi ikke rigtigt besluttet os. 

 

Beslutningsevnen er forandringens kraft. Hvis vi for alvor ønsker at overvinde forhindringer eller sætte gang i forandringsprocesser, er vi nødt til at træffe nogle beslutninger, som vi forpligter os til at handle på. 

 

I dit hoved kan du måske det hele, men handlingen skal med. Beslutningen skal komme fra hjertet – og derfra comitter den dig til handling.

 

Men du kan kun, hvis du virkelig vil.

 

Vil du skifte job eller uddannelse? Vil du cykle til Asien eller svømme til Norge? Vil du rejse jorden rundt eller blive selvstændig? Vil du ændre madvaner, livsstil eller tankemønstre? 

 

Alt handler om prioriteringer. Hvad vil du? Hvad er vigtigt for dig? Og er det vigtigt nok?

 

Hvis du oplever, at du ikke får handlet på din beslutning, er det så dette du ønsker dybt i dit hjerte? Er du villig til at udholde ubehaget ved forandringen? Acceptere de afsavn der kommer ved at forlade noget gammelt. Eller er der nogle gevinster ved at forblive i den tilstand, du er i, om end du på overfladen ønsker noget andet? 

 

Er der noget, der forhindrer dig i for alvor at beslutte dig på forandring? Så vær nysgerrig på:

  •  Hvad opnår du ved at følge dine drømme?

  • Hvad mister du ved at følge dem? 

 

  • Hvad opnår du ved at forblive hvor du er?

  • Hvad mister du ved at forblive?

 

Måske har du en inderlig drøm om at rejse jorden rundt med din familie. Du sælger alt du ejer for at drømmen kan blive til virkelighed. Du må acceptere afsavn til familie og venner, sige farvel til huset og jobbet, du elsker, og sige farvel til tryghed, fast base og fast indkomst. Til gengæld får du nærvær, eventyr, tid sammen med dem, du elsker allermest og du kommer væk fra hverdagens stress og jag.

 

Måske drømmer du om at springe ud som selvstændig. Du siger dit faste job op og comitter dig 100% på at få din virksomhed op at køre. Du må acceptere afsavn til fast indkomst med materielt og luksuriøst liv for en periode, og udholde ubehaget ved usikkerheden omkring økonomi. Til gengæld får du meningsfuldhed og passion ind i dit liv, du er din egen chef og du laver dét, der betyder mest for dig.

 

Når du dybt i dit hjerte ved hvad du vil og hvad der er vigtigt for dig, er alt der skal til, at comitte dig til handling. Lav en struktureret plan og handel på den. Se drømmen for dig og mærk følelsen af at nå dertil, hvor du ønsker. Lad det være en del af din tankegang og dit mindset. Acceptér suget af frygt ved at gøre noget nyt. Acceptér lidelsen, afsavnene og de besværligheder, som alle mennesker møder, når vaner skal ændres og nye stier skal gåes til. Hold fast i beslutningen, i planen og handlingerne. Hold fokus, og tvivl ikke på drømmen – heller ikke når andre fortæller dig om besværligheder, den farlige verden og afsavn. Lad ikke deres frygt og mening blive din. Mærk i stedet følelsen af meningsfuldhed, tilfredshed, styrke og glæde ved at bevæge dig i retning af dit livsformål, dine drømme og ønsker. Det er her glimtene af lykke for alvor opstår. 

 

Intet er umuligt, for den, der bærer viljen i hjertet.

 

Når du lever dit liv, dit passion, dine inderste drømme og dine værdier, vil du opleve en følelse af meningsfuldhed og frihed. Du vil opleve, at du har friheden og magten til at skabe dit eget liv. 

 

Så hvad venter du på? Tag en beslutning, mærk styrken ved at beslutte dig fra hjertet og gør det! 

 

Kærligst

Jonna